Gå til hovedindhold

Pressemeddelelser

Udgivet 21. oktober 2026

Cirkusdirektrice Hanne Berdino er gået bort – Cirkus Arena har mistet sin cirkusdronning

Cirkusdirektrice Hanne Berdino er gået bort, 81 år gammel.

Hun var Cirkus Arenas stilfærdige cirkusdronning. Et varmt og højt elsket menneske, der gennem et helt liv var med til at skabe det cirkus, som generationer af danskere kender i dag. Hun søgte sjældent selv opmærksomheden, men hendes betydning kunne mærkes overalt.

I 64 år har Hanne og Benny Berdino dannet par. Sammen delte de ikke blot en familie, men også et livsværk. Hvor Benny havde de store idéer og ambitioner, var Hanne realisten med begge ben på jorden. Hun havde overblikket og den rolige hånd, som kunne få selv de største drømme til at blive til virkelighed.

Cirkus Arena ville ikke have været det, vi kender i dag, uden Hanne.

Hanne voksede op i den traditionsrige cirkusfamilie Reinsch. Hun blev selv en alsidig artist og optrådte blandt andet med balancekunst, duer og hunde. Gennem cirkuslivet mødte hun Benny Berdino.

Da Benny i 1976 overtog direktørposten i Cirkus Arena, stod Hanne ved hans side. Sammen førte de Cirkus Arena frem til at være Nordens største cirkus, og i år kunne Hanne og Benny fejre 50 års jubilæum som cirkusdirektørpar. En verdensrekord ingen anden cirkusdirektør har opnået. I den anledning oplevede Hanne en overvældende hyldest og anerkendelse fra alle sider for det livsværk, hun har været med til at skabe.

Hanne forlod manegen som artist i midten af 1980’erne, men fortsatte som en uvurderlig kraft bag kulisserne, hvor hun blandt andet stod i spidsen for cirkus’ kiosker. Hun var et naturligt samlingspunkt for familien og cirkus’ medarbejdere og mestrede kunsten at skabe et trygt familieliv midt i en tilværelse, der flytter fra by til by hver dag. Hun skabte et hjem og et åndehul midt i cirkuslivets travlhed.

Cirkuskunsten er i sin natur flygtig. Den opleves i nuet og forsvinder i nuet, og lever videre i erindringen hos dem, der oplevede den. Hanne efterlader spor, som rækker langt ud over manegen. Vi der var tæt på Hanne blev inspireret og påvirket af hendes ro, omsorg, fornuft og naturlige autoritet. Det, vi lærte af hende, bærer vi med os og giver videre til andre. På den måde lever en del af Hannes ånd videre.

Hanne var ikke den, der råbte højest. Det behøvede hun ikke. Hun var afholdt og respekteret af alle omkring sig og efterlader et stort tomrum og uudsletteligt aftryk på Cirkus Arena og de mennesker, der havde glæden af at kende hende.

Tak for alt, Hanne. For kærligheden, for minderne og for et helt liv i cirkus’ tjeneste.

Æret være Hanne Berdinos minde.

Familien Berdino og Cirkus Arena

Udgivet 27. september 2026

Cirkus Arena modtager europæisk cirkus’ højeste udmærkelse: BigTopLabel.

Cirkus Arena har som det første og eneste danske cirkus modtaget det prestigefyldte europæiske kvalitetscertifikat BigTopLabel – cirkusverdenens svar på Michelin. Udmærkelsen gives kun til cirkus, der efter en omfattende international vurdering lever op til særligt høje krav til kunstnerisk kvalitet, publikumsoplevelse, professionalisme, dyrevelfærd og sikkerhed. Certifikatet overrækkes i Europa-Parlamentet i Bruxelles den 5. november, hvor Cirkus Arena hædres ved en officiel ceremoni.

Det er en stor dag for Cirkus Arena – og for dansk cirkus. Cirkus Arena er blevet tildelt et BigTopLabel, som er den højeste udmærkelse, et europæisk cirkus kan opnå.

Certificeringen placerer Cirkus Arena blandt en eksklusiv kreds af europæiske cirkus, der er blevet anerkendt med det internationale kvalitetsstempel.

Cirkusdirektør Benny Berdino udtaler:

”Det her er en meget stor dag for os. BigTopLabel er den højeste anerkendelse, et europæisk cirkus kan opnå, så selvfølgelig er vi meget stolte og rørte. Vi har altid ment, at danskerne fortjener cirkus på højeste internationale niveau, og derfor betyder det utrolig meget, at Cirkus Arena nu bliver anerkendt blandt Europas førende. Det er en anerkendelse af den cirkustradition, som vi gennem generationer har arbejdet for at bevare og udvikle,” siger Benny Berdino.

Cirkusverdenens svar på Michelin

BigTopLabel er et uafhængigt europæisk kvalitetsprogram, der blev skabt for at fremhæve og anerkende de cirkus, som udmærker sig ved særlig høj kunstnerisk kvalitet og professionelle standarder. Certificeringen bliver ofte beskrevet som cirkusverdenens svar på Michelin, og vejen til at opnå den er omfattende.

BigTopLabels internationale cirkuseksperter foretager årligt inspektioner af cirkus i hele Europa, og det er langt fra kun forestillingen i manegen, der bliver vurderet. Hele cirkus bliver taget under lup.

Vurderingen omfatter bl.a. forestillingernes kunstneriske kvalitet, artister, kostumer, publikumsoplevelsen, faciliteter, sikkerhed, kommunikation, personaleforhold, dyrevelfærd og professionalisme. Certificeringen gælder i fem år.

”Det betyder meget for os, at det ikke kun er det, publikum ser i manegen, der bliver vurderet. Cirkus Arena er en stor organisation, hvor utrolig mange mennesker hver eneste dag arbejder for at skabe den bedst mulige oplevelse for publikum. Derfor er det her også en anerkendelse af alle dem, der både foran og bag kulisserne er med til at skabe Cirkus Arena,” siger Benny Berdino.

En eksklusiv europæisk kreds

Idéen til BigTopLabel blev lanceret i oktober 2016 på en konference i Europa-Parlamentet på initiativ af det daværende medlem af Europa-Parlamentet István Ujhelyi. Målet var at etablere et uafhængigt europæisk system til vurdering og anerkendelse af kvalitet inden for cirkuskunsten.

De første BigTopLabel-inspektioner fandt sted i 2018, og samme år blev de første certificeringer overrakt ved en officiel ceremoni i Europa-Parlamentet.

Programmet koordineres af Capital European Affairs (CEA) i Bruxelles under ledelse af István Ujhelyi og arbejder tæt sammen med European Circus Association (ECA) og Fédération Mondiale du Cirque (FMC). Selve vurderingen og beslutningen om, hvilke cirkus der kan certificeres, foretages uafhængigt af BigTopLabel-komitéen, som består af internationale cirkusprofessionelle og eksperter.

Hædres i Europa-Parlamentet

Den 5. november 2026 bliver Cirkus Arena officielt hædret ved BigTopLabel Award Ceremony i Europa-Parlamentet i Bruxelles med deltagelse af repræsentanter for det europæiske cirkusmiljø og europæiske institutioner.

For familien Berdino bliver dagen en særlig milepæl i Cirkus Arenas historie.

Cirkus Arena blev grundlagt i 1955 og har gennem mere end 70 år udviklet sig fra at være Danmarks mindste cirkus til i dag at være Nordens største cirkus. Cirkus Arena besøger hvert år mere end 100 danske byer på sin landsdækkende turné og turnerer desuden i Grønland og på Færøerne.

”Vi har altid haft den ambition, at publikum skal opleve cirkus af højeste kvalitet, uanset om vi spiller i en af landets største byer eller slår teltet op i en mindre by. At det arbejde nu bliver anerkendt på højeste europæiske niveau, er vi utrolig stolte af,” siger Benny Berdino.

Fra marts 2027 er Cirkus Arena igen på turné med en ny, imponerende cirkusforestilling. Forestillingen samt turnéens byer og spilledage offentliggøres snart.

Yderligere information og interview

For yderligere information eller aftaler om interview kontakt presse@arena.dk eller tlf. 66 44 97 11.